Adgang til rent vand og sanitet

"Forestil dig et liv uden badeværelse og toilet"




Alle mennesker bør have adgang til rent drikkevand og ordentlige sanitære forhold. Uden rent drikkevand forsvinder eksistensgrundlaget i et område for både mennesker og dyr. 

 

Når der ikke er et toilet
En stabil tilførsel af rent drikkevand er svær at opnå, hvis ikke der er toiletter og lignende, som befolkningen kan bruge. Afføring på gader og i floder udgør en alvorlig sundhedsrisiko. Især ved oversvømmelser er der fare for forurening af drikkevand.

 

Siden 1990 har 2 milliarder flere mennesker fået rimelige sanitære forhold. Men 1/3 af verdens befolkning (ca. 2,5 mia. mennesker) har fortsat ikke adgang til toiletter eller latriner. Gode sanitære forhold er både et afgrænset toiletområde med opsamling af afføring, men også bortskaffelse af afføring via kloakker, septik tanke eller kompostering. Begge dele er nødvendigt for at beskytte vandressourcer.

 

 

Rent grundvand
Drikkevand kan blive forurenet på flere måder. I Danmark henter vi drikkevand direkte op fra grundvandet, som ligger under kalklag i undergrunden. Men flere og flere grundvandskilder forurenes med pesticider og må lukkes. Pesticiderne finder vej fra dyrkede marker, men også fra private haver, hvor sprøjtemidler har været anvendt.

 

De danske grundvandsressourcer er ikke ubegrænsede. Hvis landbrug og private husstande fortsætter med at bruge vand i samme omfang som nu, vil det blive nødvendigt om 5-10 år at købe overfladevand til at dække behovet. Allerede nu må man i København om sommeren hente overfladevand fra nærliggende søer for at dække forbruget.

 

 

Vand i hanerne
Alle har brug for vand til drikke, til madlavning og til vask. At skaffe vand til husholdningen kan være tidskrævende for især kvinder og børn i udviklingsområder. Hvis der er vand i hjemmet, er der mere tid til at arbejde og til at gå i skole.

 

I 2012 havde 96 % af verdens befolkning i byområder adgang til rent drikkevand. Men blandt de allerfattigste i landområderne manglede over 1/3 fast tilførsel af rent vand.
Forbedring af vandtilførsel i landdistrikter omfatter rørføring og indlagt vand i huse eller etablering af offentlige vandhaner. Andre forbedringer kan være sikring af brønde, kilder og regnvandsopsamling mod forurening og udtørring.

 

En bæredygtig brug af vand og beskyttelse af vandressourcer er et globalt anliggende; ferskvand findes i begrænsede mængder og alle har brug for det for at overleve.

 

FORSLAG TIL SØGEORD
Grundvand MSC, sanitet og vandforurening, rural livelihood, life straw

 

 

FACTS

2012: Procent af verdens befolkning med fast tilførsel af rent drikkevand
96 % af befolkningen i byområder
82 % af befolkningen i landområder
61 % af de fattigste i landområder

Statistisk kilde: We can end poverty. Fact sheet FN 2013. Udviklingstal.um.dk og Data.woldbank.org om drikkevand 2012 og toiletforhold 2013

 


Network MediaHjemmeside fra
Network Media
Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Når du besøger vores hjemmeside, accepterer du automatisk vores brug af Cookies.